Avisartikel
Almindelig presseinfo her.
Jan Schønemann - presseartikel.
Mange på Fyn vil kende Jan Schønemann som rå rock/blues guitarist fra det velspillende Zydeco-orkester ”Captain Crawfish and the jumpin´ Zydecos”. For andre er han den altid swingende ankermand i festorkestret ”3xPoul”, men nu springer han ud med en helt ny side af sit talent.
Den 8. april udkom hans solo- CD ”Sand”, der med 13 instrumentalnumre viser Jan Schønemann som en stemningsfuld og moden komponist og musiker. Om musikken på CD´en forklarer han, at den på en gang rammer en nordisk folketone og samtidig rummer inspiration og indflydelse fra genrer og strømninger, der gennem de sidste knap tredive år har haft betydning for ham selv og hans egen professionelle udvikling.
”Flere af kompositionerne stammer oprindelig fra de mange teater-og videoproduktioner, som jeg arbejdede med op igennem 80´erne og 90´erne, og den type musik har jo en relativ kort levetid,” siger Jan Schønemann. ”Når forestillingen tages ned eller dokumentarvideoen har været vist, forsvinder også musikken, men jeg synes, at mange af numrene havde masser af livskraft til at stå alene. Med det udgangspunkt har jeg i samarbejde med Christian Søgård, harmonika og flygel, brugt et års tid på at arrangere, pudse af og indspille, og det er resultatet af dette arbejde, der kan høres på CD’en Sand. ” Han tilføjer, at de melodiske numre lægger op til glæde, ro og fordybelse for den lytter, der har lyst til en anden musikoplevelse end strømlinjet ”baggrundstæppemusik.
”Instrumentalmusik bliver ofte oplevet som kedelig eller vanskeligt tilgængelig, men min musik kan man sagtens nynne med på,” siger han. ”Hvis jeg skal sammenligne det med noget, mange af os kender og holder af, er det f.eks. Bent Fabricius – Bjerres mange ørehængere fra film og TV-serier.” Med et smil fastslår Jan Schønemann, at han er sikker på, at der er en stor gruppe mennesker, der vil kunne have glæde af at lytte til hans nye CD.
I forbindelse med indspilningen har Jan Schønemann fået mulighed for at benytte den ny sognegård ved Skt.Jørgens Kirke i Svendborg.
Sognegården er netop indviet i en smukt restaureret gammel bygning tæt ved kirken med en vidunderlig udsigt over Svendborgsund, og det er også her, Jan Schønemann indbød til gratis koncert d.8. april kl. 15 for at præsentere sin CD.
Til denne lejlighed fik han hjælp af gode venner og kolleger: Bassen håndteredes af Niels Ryde, netop kåret som Årets Fynske Jazzmusiker. Flyglet, harmonikaen og et sjældent gammel harmonium stod Christian Søgård for, og slagtøjsafdelingen af Ole Caspersen.
Artiklen kan downloades her som Word dokument og kan benyttes frit.